Jeg står på badeværelset. Et lille rum beklædt med lyseblå kakler. Uensartet gråligt tonede, nogle af dem lidt revnede. Her er toilet og bruseniche. Næsten hjemlig standard, hvis man ser bort fra, at det kun er koldt vand, der kommer ud af bruseren og det i en yderst spinkel og spredt kaskade. Virkelig noget, der frisker om morgenen, noget der gør én klar til at starte en ny dag i den kølige januarmorgen, der her i knap tre kilometers højde snart forvandles til endnu en varm dag med brændende sol.

Til venstre for spejlet snor en sort streg sig ned tæt ved hjørnet. En revne i væggen. Ikke en truende jordskælvsprovo­keret revne, men det synes som om lyden fra gaden vælter ind gennem den revne. De evindeligt glammende hunde fra hele kvarteret. Først en enkelt et stykke borte. Så én til. Snart fyldes rummet af hunde, der tomhjernede gør om kap, revet med i ekstasen ved at gø med i det store hundefællesskab. Et gjaldende kor, en blanding af hæse og klare, pibende og dybt knurrende stemmer. Af og til akkompagneret af en bils hylende bremser og en anden bils dytten ved gadehjørnet femten meter derfra. For i Ecuador har de nord-syd kørende forkørselsret, så der er jo ingen grund til at stoppe op og se sig for, inden man forcerer et vejkryds. Dyt blot.

Henad dagen, i pauserne mellem hundenes glammen, kan jeg gennem revnen høre lyden af stemmer fra vejen og fra automobilværkstedet overfor. En beskidt affære med et bliktag, der tilsyneladende holdes på plads af tilfældigt henkastede bildæk. Jeg kan høre en ismand med sin iscykel; han klimter med klokken og råber sit helados helados med den langsomt stigende tone på sidste stavelse. Mens han håber på at sælge de indtil flere gange optøede og lige så mange gange genind­frosne Pengüino is, hvoraf flere til forveksling ligner noget, der minder mig om dansk sommer: Magnum almendra, magnum mandel.